Så er vi hjemme igen. Efter en fantastisk, ubeskrivelig, vidunderlig, spændende og ben hård tur, der har varet i 8 måneder. Den er en underlig følelse at være tilbage. Skønt at se de gamle kendte steder og ikke mindst familie og venner, men det er næsten somom vi ikke har været afsted. Det er svært at beskrive, men man er hurtigt tilbage i denne verden og indstiller sit fokus på det der skal ske nu. Nyt hjem, nyt arbejde, studie, børnehave osv.
Og det er gået stærkt. To dage efter vi kom tilbage var vi ude at kigge på huse. Under en uge efter vi var kommet hjem tog vi med Thomas og Svenja til Ærø for at kigge på huset her på billedet. Og nu, under tre uger efter vi er kommet hjem igen har vi købt det. Vi er blevet husejere af et vidunderligt hus på Ærø, i en lillebitte flække der hedder Leby, lige uden for Søby.
Tjah.........Verden er sgu da forunderlig!!!!!!

Her er vores rute fra Hanoi til Bangkok. Turen var over 2000 km og tog ca. en måned ialt. Vi kom tilbage til Tyskland torsdag den 9. marts.

Den store afslutningstur: Hanoi til Bangkok på Minsk. Efter at Gitte og Micki var taget hjem fra en fantastisk tur sammen med os, havde vi tre dage til at gøre klar til denne tur. Emil's og mit visum ville udløbe den 12. februar og vi skulle bruge tre dage til at nå til grænsen til Laos ved Na Meo. Vi fik taget afsked med franskmændende og den 10. februar var vi klar til at køre, næsten da. Minsken var godt pakket, med tre tasker og to saddeltasker og der var simpelthen ikke plads til Katjas fødder. Hun sad med Emil i skødet og det kræver, at hun har god støtte til fødderne. Så vi skulle lige til posthuset og sende fire kilo hjem til Danmark. Første dag skulle vi kun køre 75 km, nemlig ned til Hoa Binh, sydvest for Hanoi. Katja havde ondt i maven og sad meget mast uden rygstøtte. Så hun skulle lige have en Panodil brusetablet.
Obligatoriske stop ved en flod, så Emil kan kaste sten og bade. Man kører ikke langt på en Minsk i sydøstasien. Maksimum er ca. 200 km. på en dag med syv til otte timer. Hver time har vi vores "røvpauser", som er uundværlige og går livet og humøret noget mere udholdeligt. Det er meget, meget hårdt at sidde tre mennesker på en motorcykel og det skal jo også passe med den lille mands humør. Hvis han ikke gider, jamen så må man stoppe og prøve noget andet.
Morgenmad udenfor Quan Hoa, vores anden overnatning. Som regel har hotellerne ikke morgenmad og der er ikke lige nogle cafeer eller ligenende ude i bjergene. Så vi plejer at købe lidt brød og bananer og vand og spise det, når vi kommer udenfor byen.
Rismark.
Her besluttede Katja sig for, at hun hellere ville blive i Vietnam som risbonde end at køre ti meter mere på Minsken. Ingen plads og savnet på familien gjorde at turen for hende til tider var lidt hård. Den var hård for os alle tre. Jeg sad halvvejs oppe på benzintanken, med en kugle på hver side af den og man kunne kun se Emil's hjelm, hehe. Men vi prøvede altid at give hinanden god energi.

Vieng Xai, Laos. Vi klarede det og kom over grænsen uden nogen problemer. Vi havde været meget nervøse for, om det kunne lade sig gøre, at få Minsken ud af Vietnam. Det viste sig at være meget nemt. De checkede vores tasker og papirer og ville så også lige have motorcykelkørekort; UPS! Jeg har ikke noget motorcykelkørekort og da slet ikke et vietnamesisk motorcykelkørekort (i Vietnam anerkender de ikke internationale kørekort). Men jeg trak mit gamle slidte danske kørekort frem, med pokerfjæset på og det accepterede han, hehe.
Turen fra Quan Hoa i Vietnam, til Vieng Xai i Laos havde været lang og hård, så vi trængte til en ekstra dags pause. Vieng Xai ligger i en smuk dal omkranset af høje klipper og restaurenten ved guesthouset lå lige ud til en lille sø. Her sad vi en hel dag, hvor morgenmaden gik over i frokosten og derfra videre til kaffen. Skønt!
En lille dreng eller pige, hmm, vi er ikke helt enige.
Et meget sjældent syn. Emil går hånd i hånd med en asiatisk kvinde!!
Vi mødte to flinke englændere Adam og Danny, der var kørt helt fra England på deres to spacialbyggede BMW'er. De havde kørt 33.000 km. på ca. 11 måneder og planen var at være undervejs i tre til fire år. BMW'en var 650 kubik, til sammenligning med Minskens 125 og de havde intercom anlæg og 30 liters reservetanke. Imponerende maskine. Vi mødte dem igen i Luang Prabang, hvor vi byttede maskiner. Stor forskel, men jeg foretrækker nu stadig den goe gamle to-takts bøffel, hehe!!

Katja og Emil, sammen med Minsi. Vi var ude og lede after et vandfald udenfor Vieng Xai, men fandt det først sidst på turen. Smukke omgivelser med høje kalkstensformationer og huler.
Nam Noen er en meget lillebitte flække i bjergene og her kommer alle byens skolebørn lige og hilser på os, uden for vores guesthouse.
Den eneste gang vi havde brug for vores regntøj. Turen mellem Nam Noen og Phonsavan.
Emil og Katja i Tuc Tuc, det mest foretrukne køretøj i Laos.
Gamle amerikanske bomber foran vores hotel. Som et tydeligt bevis på amerikanernes efterladenskaber, bliver uexploderede bomber brugt overalt, lige fra havegriller, hegspæle og lysestager til potteplanter og udstilling.

Den meget berømte "Plain of Jars", i Phonsavan, Laos. De flere hundrede krukker har stået der tusinder af år og ingen har endnu fundet ud af, hvad deres funktion har været.
Området er fyldt med bombe-og minekratere. Laos er et af verdens mest bombede lande, som resultat af USA's hemmelige krig mod kommunismen i Vietnam. Laos var ikke i krig, men amerikanerne brugte ulovligt landet som base til indflyvning af B-52 bombefly over grænseregionen mellem Laos og Vietnam. Grunden til at så mange bomber blev kastet over Laos, var den famøse "Ho Chi Minh Trail", som var nordvietnamesernes forsynings-og informationslinie mellem nord og sydvietnam. Billedet her viser hvor man må gå, da der stadig omkommer 200 mennesker om året pga. uexploderede bomber og miner, det såkaldte UXO (unexploded ordenance).
Turen gik videre fra Phonsavan til Phu Koun. Her får vi frokost ved en lille gaderestaurent.
De øde bjerge i Laos. Vi kunne køre i timevis uden at møde biler. Den eneste beboelse vi kørte igennem, var små minoritetslandsbyer. Nogle steder var vi så højt oppe, at de ikke engang havde elektricitet.
Så kom vi endelig til Phu Koun, den lille by hvor Highway 7 (som vi havde kørt på siden Vieng Xai) og Highway 13 mødes. Det var fantastiske landskaber vi kørte igennem og meget øde. Siden Vietnamkrigen har der været problemer med minoriteten H'mong. De arbejdede sammen med amerikanerne og har været regeringsfjendske lige siden. Det har ført til mange optøjer gennem tiden. MAnge busser og lastbiler er blevet angrebet og mange mennesker dræbt i overfald på de øde bjergstrækninger. Seneste i 2004, hvor to europæere samt fjorten lokale blev skudt i et bagholdsangreb. Det var med historier som disse, at vi kørte på den næste 500 km lange Highway 7. Mange gange så vi civile bevæbnede med AK 47, men de virkede meget fredelige. Vi fandt dog aldrig ud af, om det var militæret eller H'monger......

Luang Prabang; et World Heritage site, fyldt med Buddhaer, munke og gamle smukke franske kolonihuse. Efter mange dage med ris og nudler, trængte vi til noget vesterlandsk mad og lidt komfort!! Byen ligger lige ved Mekongfloden og tiltrækker en uendelig strøm af turister, hvilket byen sandelig også bærer præg af.
Funky Munks.....Overalt i byen er der templer og klostre med munke. De er ret sjove, for det må virkelig være en prøvelse at afvise denne verdens fristelser, når der på hvert et gadehjørne står kønne vesterlandske piger og tager billeder af en. Det resulterede i nogle munke der i attituden var lidt mere cool end ellers.
I Laos har de nogle fede skraldespande, for de er nemlig lavet af bildæk. De står overalt og Katja prøvede at lokke mig til at tage en med på Minsken, hmmm 15 kg. ekstra over på alle taskerne samt den store kurv der kom til i Luang Prabang..
Katja er blevet syg og har diarre og opkastning. En hel dag ligger hun i sengen mens Emil og jeg hygger og bader i floden. Dagen efter var det min tur til at ligge i sengen og Katja og Emil var ude at bade ved et skønt vandfald. Emil slap heldigvis. Han havde ingen sygdom på hele turen! Vi endte med at være i Luang Prabang i fem overnatninger; en tand for meget.
Emil i Mekongfloden.

Så var sygdommene endelig væk og vi kunne komme ud af Luang Prabang. Turen op ad Mekongfloden skulle tage ca. 6 timer og det var egentlig meget rart at sidde og nyde floden. Det var en rigtig turisttur og båden var fyldt med backpackers. Vores plan var at stige af ved Hong Sa og prøve en grænseovergang der. Vi var ikke helt sikre på, om den var åben for udlændinge endnu. Da vi endelig ankom til Hong Sa, viste det sig, at den ikke var åben endnu og vi måtte sejle videre til Pakbeng, ca. halvvejs til Thailand.
Mekongfloden er enorm. Den har sit udspring i Tibet, højt oppe i Himalaya og flyder endelig, efter 4.350 km., ud i Det Sydkinesiske Hav i det sydligste Vietnam.
Vi ankom til Pakbeng efter 10 timer på floden; en LANG tur. Det var blevet mørkt og det viste sig at være umuligt at få Minsken af båden. Den tørre tid gør at Mekong er næsten ti meter under maksimum niveau. Motorcyklen måtte blive ombord til næste morgen og vi skulle finde ud af, hvad vores plan nu var. Ville vi sejle videre (endnu 10 timer på floden), eller ville vi forsøge at køre mange hundrede kilometer igennem jordveje belagt med sand? Vi tog den sikre mulighed og faldt i søvn på vores fine flamingomadras senge!
Næste morgen kom jeg tidligt ned til floden, for at arrangere med Minsken. Vi måtte nemlig ikke sejle videre med samme båd og skulle derfor have den af og over på en anden. Bøvl og ballade......Det endte med, at vi som eneste turister fik lov til at sejle videre med samme bår. Og det var alletiders. Ombord var der denne dag kun os tre, en munk og tre bådfolk. Meget mere afslappende (og meget mere plads til at sove), end dagen forinden.
Igen efter ti timer og i mørke, ankom vi til vores mål, denne gang Huay Xai. Grænsebyen til Thailand, placeret lige midt i den berygtede "Golden Triangle" , kendt for sin enorme produktion af valmuer.

Så er vi på vej til Thailand. Sidste stop i Laos, var grænsebyen Huay Xai og for at komme til Thailand og byen Chiang Khong, skal man krydse Mekongfloden. Ikke noget problem, hvis ikke lige det var fordi, de krævede et hædeligt beløb for at Minsken med over. Men for 15 dollars kom alle ombord i langbåden og turen over floden tog fem minutter! På Thailandsiden, blev vi mødt af to meget suspekte typer der ville have penge for at vi kom i land. Den ene skubbede vores bådmand væk og krævede 50 bath for hans hjælp. Katja blev gal og røbte til mig, at han ikke havde noget at sige og det endte da også med at vi kom i land.
Det var en meget varm dag i Thailand og foran os lå en del papirarbejde og lidt frem og tilbage. Immigrations var intet problem og så gik turen til customs. Her skulle vi have indregistreret Minsken. Det tog ikke mere end en halv time og vi skrev under på, at vi måtte have Minsken i landet i 30 dage, hvorefter vi skulle have den ud igen. Hvis dette ikke skete, ville vi skylde dem 42.000 bath, svarende til ca. 1000 dollars. Her på billedet ser man toldpapirerne. Det værste var at vi ikke var sikre på, om de havde registreret os i database, der også kunne checkes i lufthavnen.
Thailand er et meget organiseret land. Vejene er supergode, folk kører efter gældende regler (godt nok i venstre side) og der er generelt ikke den samme eventyrfølelse over landet, som i Vietnam og Laos. Her ses et Buddhistisk flag, som der hænger mange af ved vejene.
Vi kom ind ved Chiang Khong og kørte derefter ned til Chiang Rai. Hele den tur var på Highway 1 også kaldet Pan Asian Highway, fordi den i teorien forbinder Istanbul med Singapore. Denne vej er selvfølgelig ikke vildt inpirerende at køre motorcykel på, så vi ville lidt væk fra den. En god mulighed var at køre til Chae Son Nationalpark. Ifølge vores ret udetaljerede Lonely Planet kort, så det ud til at være 30 km. fra hovedvejen; ingen problemer! Det viste sig at være en helt anden slags tur.....
Så snart vi kørte fra Highway 1, kom vi i bjerge igen og det var egentlig ret rart, men vi kørte og kørte og kom på en måde ikke nærmere. Folk talte ingen engelsk og forstod ikke hvor vi ville hen, eller hvor de var ifølge vores kort. Vi kom til et lidt større by og en kvinde kom os til undsætning. Hun kunne fortælle at vi var på rette vej og at der ikke var længere end 40 km tilbage; OK. Så vi kørte igen, men der kom ikke noget. Solen var ved at gå ned og pludselig stoppede Minsken bare! Katja var allerede i stor-krise og vi havde kort forinden haft en krisepause, hvor hun erklærede at dette ville være den sidste dag på motorcykel og at resten af turen for hendes vedkommende, ville foregå med tog! Nu stod vi der, uden at ane hvor vi var, solen på vej ned og ingen benzin i tanken; ÆV! Heldigvis virkede vores reservetank (det plejer den ikke at gøre på Minsk) og vi kunne køre videre. Efter længere tid og da mørket havde sænket sig, kom vi til en benzinstation og fik tanket op og hun kunne fortælle os, at nationalparken var meget tæt på. Pyha...Så vi kørte fra vejen, ud på en noget mindre vej, der bare blev ved og ved; op og ned og rundt. Endelig kom parken og det kostede 400 bath per. pers. og det havde vi kun lige og vi skulle jo også have kost og logi. Manden forbarmede sig og lod os komme ind til halv pris. Næste problem var guesthouse. Vi havde 350 bath tilbage og det billigste kostede 500. Efter alle sedler og mønter var lagt på bordet fik vi lov til at sove der en nat og manden sagde at vi kunne gå i restaurenten og få aftensmad. Der var meget øde, ingen gæster og ikke andet end træer og nogle huse. Da vi kom til restaurenten, var den lukket og vi havde ingen mad!!!!Efter en altfor lang dag på motorcykel og kriser undervejs, var dette ikke lige hvad vi havde brug for. Heldigvis havde vi en halv pose nødder, et par kiks, en slikkepind og noget vand. Det fordelte vi hurtigt og lagde os ned for at få denne nat overstået. Ved halv ti-tiden kom vagten med en skål risgrød til os (meget venligt!) og det hjalp, selvom smagen og lugten ikke var helt iorden.
Næste morgen stod vi op inden det blev lyst og kørte afsted i den smukkeste solopgang. Men vi så det vidst ikke rigtigt, for vi skulle bare til Lampang og hæve penge og have mad!
Relief ved Riverside Guesthouse i Lampang.

Riverside Guesthouse i Lampang; en oase op ad floden, med superlækker morgenmad. Her kom vi til efter vores eventyr ud til Chae Son Nationalpark. Vi kørte 75 km. i et hug og Emil sov hele vejen. Vi skulle bare have mad nu, da det efterhånden var ved at være lang tid siden, at vi havde fået noget. Det var den bedste morgenmad vi nogensinde har fået!!
Ejeren af stedet er en italiensk kvinde, der har boet i Thailand i 26 år.
Kong Bhumibol! Overalt i Thailand hænger denne mand. Ved vejen, over broer, på bygninger, i bygninger. For pokker man bliver træt af hans grimme fjæs, men Thai'erne elsker ham vidst ret højt.
En af mange fede detaljer ved Riverside Guesthouse.
Ud over at kigge på elefanter ved Elephant Conservation Center, kan man også købe papir. Dette papir er lavet udelukkende af elefantlort. Processen er lang og papiret ender til tørre på stativer som på billedet.
Her er en blandingsmaskine, hvor der også tilsættes farver i papiret.

Elefanter ved Lampang Elephant Conservation Center. Emil og Katja kigger på, mens elefanterne skal ud og bade. På stedet var der mange vesterlændinge i træning som "mahutter". Det er betegnelsen for manden (kvinden) der styrer elefanten. Oprindeligt bliver de brugt til at slæbe store træstammer og eksisterer stadig i lande som Thailand, Laos, Burma og Indien.
Så er der show, hvor elefanterne vise at de kan spille instrumenter, male på lærred med pensler og slæbe store træstammer. Til sidst fik vi lov til at fodre dem med bananer og sukkerrør.
Sukhothai er et meget berømt område i Thailand for sine Buddhaer, stupas og gamle templer. Desværre synes alle jo at det er herligt at være sådan et sted og det må man lige indstille sig på. At dele eventyret og oplevelsen med 10.000 andre, hvilket jo så automatisk fjerner den oplevelse. Men, men, det er vilkårene hvis man absolut skal se den slags. Men det er skam nogle imponerende statuer og templer.
Flere stupas i Sukhothai.
De to frækkerter har listet sig op på en Buddha.........

Buddha og Stupa i Sukhothai.
Den typiske transportform, med åben kileræm og det hele. De kan komme frem overalt.
Et rigtig godt lokalt Thailandsk hotel. Værelser på værelser i futuristisk stil.
VI KLAREDE DET!!! Bangkok........... Men hvor er vi?? Denne by er ekstrem stor og uoverskuelig. Vi havde et ret detaljeret kort og nogle potetielle afskørsler fra "superhighway'en", dem havde Katja skrevet ned på hånden. Superhighway'en kører igennem og udenom Bangkok i fire spor i to planer og på kryds og tværs. Nogle må der kun køre biler på og det fandt vi ud af, når politiet vinkede os ind til siden og bad os om at komme væk fra vejen. Efter halvanden time i Bangkok gav vi op; vi kunne ikke finde ind til centrum alene. Det var blevet mørkt og vi var trætte, så vi fandt en taxamand og gav ham en addresse. Det viste sig, at vi skulle køre over en halv time endnu, inden vi var der! Fantastisk at køre igennem sådan en by med 80 km. i timen. Enorme skyskrabere der lyser horisonten op og neonskilte. På billedet her tanker vi op ved en af utallige 7-11 butikker der er i Thailand.
Det her er Patrick, han er fra Brazilien og er i Thailand for at blive buddhistisk munk. Han har forladt sit hjemland, med en karriere som jurist og kæreste og hus og hund bag sig, til fordel for livet i Thailand. Han er den perfekte arvtager til Minsken. Da vi kom til Bangkok, havde vi to overnatninger inden vi skulle hjem, så tiden var knap. Derfor lavede vi et skilt til Minsken, hvor der stod "Who wants to drive this out of Thailand?" og så trak vi den igennem Khao San Street; den mest turistede gade i Bangkok. Jeg fik snakket med et hav af mennesker den dag. Alt lige fra potetielle købere til meget interesserede; Thailændere og udlændinge. Men ikke mange turde tage skridtet og køre den hjem til Hanoi.
Patrick viste sig at være den rigtige person. Dagen inden vi tog afsted, tog vi ud til customs for at få motorcyklen skrevet ind i hans navn. Vi havde jo skrevet under på at vi skulle have MInsken ude af Thailand, inden 30 dage. Bøden ville være 1000 dollars, hvis vi rejste ud uden. Derfor skulle tingene vær iorden, så Patrick kunne køre rundt uden problemer.
Den 8. marts fik Patrick de sidste MInsk instrukser, reservedele, værktøj og manual og vi tog afsked.